Tips til beskyttelse og pleje af dit plankebord
Af din-nye-bolig - 30 Mar 2022
Det fine plankebord har fundet vejen til mange danske hjem, men alle ved måske ikke hvordan man bør pleje og beskytte sit plankebord. Hvis du endnu ikke har fundet det rette bord til din bolig, kan du se et stort udvalg af rustikke træborde her.
Den daglige rengøring af bordet
Et plankebord kræver ikke mere fokus end de fleste andre typer af borde, men tåler dig ikke brug af stærke rengøringsmidler. Skal man fjerne skidt og støv, kan det gøres med en hårdt opvredet klud. Er der brug for en lidt mere genstridig rengøring, bør man bruge en neutral natursæbe.
Hvis pletten ikke kan fjernes med almindelig vand og sæbe, vil det være nødvendigt at lave en grundigere vedligeholdelse med nedslibning af træet.
Vedligeholdelse af plankeborde
Det er meget vigtigt med træmøbler at overfladen holdes mættet, om end det er med sæbebehandling eller oliering. Hvis du gerne vil bibeholde det naturlige og rustikke look i dit træbord, er det en god ide at benytte olie. Herved trænger olien ind i træet og beskytter den både udenpå og indvendigt. Derfor har vi samlet en guide til vedligeholdelse af plankebord med olie.
De fleste producenter har deres egne guidelines for hvordan du bør pleje deres borde, og det kan derfor være en god ide at besøge deres hjemmeside for bedre vejledning. Nedenfor har vi lavet en guide på 4 trin, som vil matche de fleste producenter.
Til den følgende guide vil du skulle bruge 2 bomuldsklude, en svamp og olie.
- Vi skal have fjernet skidt, støv og eventuelle fedtaflejringer, og du skal derfor rengøre bordpladen med en hårdopvredet klud. Det er vigtigt at overfladen lige når at tørre, inden du hopper til næste trin. Vent derfor gerne 25-30 min.
- Med en svamp påføres olien til bordets overflade. Du må gerne give den et godt lag, og lad det efterfølgende sidde i 10 minutter. Bemærk dog at olien ikke må sidde på alt for længe, da den vil hærde op. Læs eventuelt grundigt på beholderen hvad anbefalingerne er for den olietype du har købt.
- Tør bordpladen af for overskydende olie. Kan du se ”tørre pletter” på bordpladen, betyder det at disse områder trænger til mere olie. Påfør derfor ny olie til disse områder, men lad det ikke trække mere end 4-5 min. Sådan bliver du ved indtil hele bordpladen virker mættet.
- Slutteligt kan du tørre bordet af med en helt tør bomuldsklud. Olien skal have tid til at hærde inden du tager bordet i brug igen. Det kan derfor være en god ide at starte behandlingen om aftenen, og lade den tørre natten over.
Det er forskelligt fra bord til bord, hvor ofte man bør vedligeholde med olie. Når bordet begynder at se trist ud, eller du opdager ”tørre pletter” på overfladen, er det et tegn på at dit bord trænger til en ny behandling.